Sydsjælland

Sydsjælland er et område med meget forskellig natur og oplevelser.

På Stevns kan man både opleve Stevns Klint og et af Danmarks større forsvarsanlæg – Stevnsfortet, der spillede en rolle under den kolde krig. I området finder du flere handelsbyer, der er værd at besøge f.eks. Slagelse og Sorø.  

Slagelse er en af Danmarks ældste byer og midt i byen ligger en af de ældste teglstenskirker i Danmark, nemlig Sankt Mikkels Kirke bygget i 1300-tallet. I den sydlige ende af byen ligger ruinerne af Antvorskov Kloster, der blev overdraget til munkeordenen johanniterne i 1164 af kong Valdemar den Store. Desuden findes et museum, og ringborgen Trelleborg findes få kilometer fra byens centrum.

Sorø kan tilbyde mange kulturelle arrangementer. I Storgade ligger Sorø Museum, der er en del af Museum Vestsjælland, med lokalhistoriske samlinger fra oldtid til nyere borgerskabs- og vestsjællandsk bondekultur. Desuden en aktiv købmandsbutik fra 1880 og en mindestue for salmedigteren B.S. Ingemann. Museet er indrettet i en fredet bindingsværksbygning. Sorø rummer flere gamle fredede bygninger bl.a. Ingemanns og Molbechs huseScavenius' Stiftelse og Klosterporten.